Vores to piger rykker i denne tid. Astrid er begyndt i skole for lidt over en uge siden og idag drog så Johanne afsted til sin efterskole.
Det er meget mærkeligt at skulle sige farvel. Nu bor hun ikke længere hjemme hos os og et nyt kapitel er startet i hendes liv. Der er ingen tvivl om at det er det rigtige for hende, men alligevel er det sørgmodigt at skulle sige farvel idag. For det er så anderledes end andre farveller vi har sagt til hende. Alle andre gange har vi vidst at hun kommer hjem igen. Nu er hendes hjem et andet sted og det er ikke til at forstå for en gammel mand på 48!
Jeg tror ikke at hverken Christine eller jeg (eller Astrid for den sags skyld) helt har fattet at Johanne ikke længere er i vores hverdag. At vi ikke skal skændes med hende, ikke høre hendes musik, ikke skal klare de små dagligdags-ting som følger med at have en teenager i huset. Johanne, Christine og jeg har altid været sammen – næsten.
Jeg har i hvert fald kendt Johanne siden hun var ca. tre år og Christine har jo…. ja siden hun blev født. Og pludselig er vi ikke længere omdrejningspunktet længere. Ikke den enhed. som vi “altid” har været – på godt og ondt.
Det er ikke til at forstå.
Men det er til at forstå at Johanne skal videre. Og idag har hun taget et kæmpe skridt videre i sit liv. Og det er skønt at vide at hun GLÆDEER sig til at starte på skolen. Hun er SÅ motiveret til at tage livet og selvstændigheden op. For hun er sig selv og moden på mange områder – og rasende klar til at fange sit nye liv.
Kære Johanne: Vi er her til dig, når du mangler os, men grib livet og glæd dig over hvert sekund.
Knus og mange mange tanker fra “papfar-Theo”
