World Press Foto udstilling og den danske ”Øjenvidner” i Politikens Hus
Skrevet af Theo

Der var indsendt i alt 80.536 billeder til bedømmelse i årets ”World Press Photo” konkurrence. Jeg var inde og se udstillingen, der betegnes som verdens største – og væsentligste pressefoto konkurrence.

Tim Hetheringtons officielle vinderbillede af en udmattet amerikansk soldat er stærkt! Men desværre set før. Og det er i mine øjne ikke en samlet vinder.

Det er derimod fotografen Platons kæmpe forstørrelse af Ruslands præsident Vladimir Putin, der stirrer på én med øjne, der er tomme og kolde at man får gåsehud. Men når den værste afsky er forsvundet og man koncentrerer sig og studerer hans portræt nærmere, viser der sig dog glimt af menneske inde bag ved hans frygtelige facade.

Brent Stirtons billede af en død gorilla, der bæres væk på et træ-stativ gennem junglen, udspændt og meget menneskelig, er så sørgeligt at det næsten fik gråden frem i mine øjne og en ubændig trang til at kigge væk, for at slippe for at skulle tage stilling. At se dette stolte dyr, blive båret væk på en så uværdig måde viser med al tydelighed hvordan vi mennesker balancerer på en knivsæg. For hvem er den virkelige taber? Gorillaen?

Generelt havde udstillingen ikke så megen umiddelbar død og blod, som jeg havde frygtet, men den havde det der næsten er værre:
Antydningen. De mange blikke, der i mange af billederne kigger ud på dig, viser med stor tydelighed hvor voldsom en verden vi lever i. Som f.eks. billedet af en afghansk far der holder sit sårede barn i sine arme, mens han ser op og ud af billedet, får krigens gru ind under min hud.

Der ER megen lidelse i mange af billederne og kontrasten er derfor også enorm, når man efter at have set den internationale del af udstillingen, bevæger sig hen i området, der viser billederne ”Øjenvidner” fra Politikens fotografer og hvordan de så året i lille Danmark,

Det er gode billeder, taget med megen indlevelse og fortællelyst, men ”Øjenvidner” synliggør tydeligt hvor ”små” problemer vi har i Danmark.
Her er der billeder af en vred håndbold landstræner, en gardersoldat der pisser. En flok ungdomshus oprørere i demonstration. Fine, men alt for ufarlige billeder.

Der ER stærke billeder i ”Øjenvidner”, men igen skal vi ud af Danmark før der præsteres. Specielt Jan Grarups billede af en død palæstinensisk dreng, der lige før han bliver dækket til med et klæde, bliver fotograferet en sidste gang af sin ulykkelige fars mobiltelefon, står stærkt på min nethinde.
Og Miriam Dalsgaards billeder af asylbørn, sætter den økonomiske krise i perspektiv – for mig i hvert fald.

De to udstillinger klæder hinanden godt. For de viser hvor med stor klarhed at ”der er problemer og lidelse” og ”der er problemer og lidelse.”
Der er milevid forskel på hvilke problemer, der er vigtige afhængig af hvor man befinder sig i verden.

Men størst er Vladimir Putin!
Ingen dikkedarer eller udenoms-billedstøj og miljø. Kun det rene direkte blik, lige ned i min dirrende mave.

Se “World Press Photo 2008″ her

Se “Øjennvidner” her

Udstillingen løber til 25. november 2008.

Vores to piger rykker i denne tid. Astrid er begyndt i skole for lidt over en uge siden og idag drog så Johanne afsted til sin efterskole.

Det er meget mærkeligt at skulle sige farvel. Nu bor hun ikke længere hjemme hos os og et nyt kapitel er startet i hendes liv. Der er ingen  tvivl om at det er det rigtige for hende, men alligevel er det sørgmodigt at skulle sige farvel idag. For det er så anderledes end andre farveller vi har sagt til hende. Alle andre gange har vi vidst at hun kommer hjem igen. Nu er hendes hjem et andet sted og det er ikke til at forstå for en gammel mand på 48!

Jeg tror ikke at hverken Christine eller jeg (eller Astrid for den sags skyld) helt har fattet at Johanne ikke længere er i vores hverdag. At vi ikke skal skændes med hende, ikke høre hendes musik, ikke skal klare de små dagligdags-ting som følger med at have en teenager i huset.  Johanne, Christine og jeg har altid været sammen – næsten.
Jeg har i hvert fald kendt Johanne siden hun var ca. tre år og Christine har jo…. ja siden hun blev født. Og pludselig er vi ikke længere omdrejningspunktet længere. Ikke den enhed. som vi “altid” har været – på godt og ondt.
Det er ikke til at forstå.

Men det er til at forstå at Johanne skal videre. Og idag har hun taget et kæmpe skridt videre i sit liv. Og det er skønt at vide at hun GLÆDEER sig til at starte på skolen. Hun er SÅ motiveret til at tage livet og selvstændigheden op. For hun er sig selv og moden på mange områder – og rasende klar til at fange sit nye liv.

Kære Johanne: Vi er her til dig, når du mangler os, men grib livet og glæd dig over hvert sekund.

Knus og mange mange tanker fra “papfar-Theo”

Så er sommerferien slut. Det er hårdt at begynde på jobbet igen. Man fortrænger lynhurtigt den daglige arbejdsrytme, når man er i “feriemode”

Familien her i Søparken 109 havde 3 uger samlet sammen. De to føste uger gik med at fejre Astrids 6 års fødselsdag, med en FED tivolitur og eller bare slappe af og nyde det meget dejlige vejr vi var så heldige at have fra feriens start. 

Samme dag som vi fejrede Astrid og var i Tivoli, bestilte vi også en rejse til Sicilien. Det er mange år siden at vi har været udenlands og måske også sidste sommer hvor vi alle fire kan være samlet, sådan rigtigt. Johanne begynder jo Efterskole d. 17 august. Så selv om vi ikke rigtigt har pengene, besluttede vi altså alligevel at vi bare MÅTTE afsted.

Heldige var vi, for da vejret begyndte at blive dårligt i Danmark, lettede vi mod Palermo lufthavn den 2. august. En dejlig uge fulgte med SUPER varme og fantastiske oplevelser.

Du kan se billeder og kommentarer hvis du klikker HER

Ja det er jo ikke fordi der sker så forfæærdeligt meget hverken på vores hjemmeside eller her på bloggen. Det er jo tidskrævende at lave en hjemmeside/blog, der jævnligt opdateres, men en gang imellem sker der da lidt.
Jeg (Theo) har mange projekter igang. Hjemmesiden, denne blog, en historisk hjemmeside om Bornholms Lufthavn og fotografering. De er typisk mig at have så mange projekter kørende. Jeg kan ikke nå det hele.
Pt. er det foto der interesserer mig mest og derfor kommer de andre projekter i baggrunden. Med hensyn til fotografering er jeg begyndt at være seriøs og forsøger at arbejde mig frem til at blive optaget som medlem i en meget seriøs fotogruppe der hedder fotozite.dk 
Jeg er ikke på disse fotografers niveau endnu, men jeg vil enormt gerne optages, så jeg kan få en masse indput fra fotografer der er meget dygtigere end jeg.

Ud over fotografiet, har jeg også et stort hjemmesideprojekt kørende. Hjemmesiden skal handle om Bornholms Lufthavns historie. Jeg har brugt en masse tid i lufthavnen som barn og ung og nu synes jeg at det kunne være sjovt at lave en hjemmeside der beskriver lufthavnens historiske forløb. Lufthavnen har været meget behjælpelig med at lade mig gennemgå alt deres historiske materiale (fotos og udklip osv). Men det er et sejt træk at finde tekst-kildemateriale. Jeg skal ind på Rigsarkivet og gennemgå alle mulige tekster og dokumenter for at kunne skrive om de forskellige årtier.
Det er tidskrævende, men også sjovt at dykke ned i historien.
Projektet startede i februar i år hvor jeg præsenterede ideen for Chefen for Bornholms Lufthavn og han syntes det var en MEGET god ide. Det inviterede mig straks over til et møde og derefter endnu et møde hvor jeg fik adgang til alt deres materiale. Rigtig søde mennesker i Bornholms Lufthavn. Jeg tror nu de er lidt i tvivl om der kommer noget ud af det, da projektet har ligget stille i noget tid, men jeg giver ikke op. Tingene tager bare tid! 
Hvis man har lyst kan man se en testside her.

Ja det var en lille opdatering og jeg har ikke tid at skrive mere, for jeg skal passe mit aller største “projekt”:
FAMILIEN! 
Pt. vil det sige at jeg skal op og male Astrids værelse

Hov jeg glemte vist at sige at vi har ferie og har bestilt en rejse til Sicilien!!!!!

Så ruller festivallen igen!
I år er den varm og støvet. Samme stemning som altid. Folk er fulde, skæve og GLADE!
Alle er lige, punker, flipper, svensker og australier.
Musikken dunker sin puls igennem hele tiden. Store navne og små upcomming bands.
Der lugter af grill, pis, sved, øl og flirt!
Alt er som det plejer

 
ForventningsFULDE venter de på at portene åbnes

Hele det samlede pressekorps er på plads

SÅ er Roskilde Festival åbnet!

Åbningskoncert med færøske “Teitur”

Fed musik, men lidt for stille efter min smag til en åbningskoncert

“BIB BIB!”
En SMS beeper ind på Christines telefon søndag formiddag, mens vi sidder og bader i 25 graders sol udenfor. Beskeden er fra Berit og Jens fra Fyn. Der står noget i retning af:
“Vi ligger i Kerteminde bugt, børnene leger på dækket og det er næsten som om man var i Spanien…..”
Vi aner ikke hvad vi skal lave i pinsen og beskeden frister så meget at vi returnerer den med:
“Serveres der kaffe på sådan en båd?”  
“Ja da”
Så ved 6-tiden om aftenen kører vi alle fire til Fyn og ankommer til en smilende Kerteminde. Vi parkerer på havnen og tøffer ned for enden af mole 4 hvor vi modtages af solbrune venner og en hvid X-102.

Kort tid efter sidder vi alle bænket i cockpittet med en øl og nyder livet. Det er varmt – sådan rigtigt varmt, også da solen er ved at forsvinde ved halv ti-tiden. Det er sommer for nogle dage.

Vi har fået husly hos en anden god ven, Lili, og sent kører vi til Hundslev og tørner ind alle 4 og sover som sten til en hane vækker os ret tidligt næste morgen.
Vi er ret hurtigt ude af fjerene og køber frisk morgenbrød og rigtige fynske brunsviger (det er kun fynboer der kan lave en god brunsviger) hos bageren i Kerteminde. Solen steger allerede og det er en urtolig god fornemmelse at være “hjemme” i Kerteminde. Så velkendt og dog en smule fremmed. Det er snart 4 år siden vi forlod denne lille, skønne plet.

Der er dækket op – ikke på dækket – men i kahytten og vi gufler rundstykker, skyllet ned med god kaffe til vi er mætte. Klare til at sejle ud i bugten.

En times tid senere tøffer vi ud af havnen. Båden lægger sig lidt på skrå da vi fanger vinden, men det er ikke voldsomt. Børnene leger i kahytten, pigerne snakker og jeg får “pinden” og efter et par gode råd fra Jens styrer jeg båden uden problemer. Selvom det er mange år siden jeg har sejlet et “skib” kan jeg godt mærke hvordan man gør og fornemmer vinden og hvordan båden skal styres for at gå optimalt.
Det er fedt!

Vi styrer mod Romsø og en times tid senere er vi tæt på. Desværre er tiden ikke til at vi går i land. Det kunne ellers have været interessant. Vi nåede aldrig at besøge øen da vi boede i Kerteminde. Men vi skal være i Kerteminde kl. 13 hvor Johanne skal mødes med gamle klassekammerater fra Rynkeby Lilleskole, så vi vender 180 grader og sejler tilbage. 

Vinden frisker mere og mere op, dog uden at det bliver så voldsomt at der ikke er mulighed for ungerne at være på dagget. Johanne og Astrid sidder sammen ude foran med benene ud over rælingen og hygger sig sammen i over en halv time. Dejligt at se at de to har og kan noget sammen.

Vi sejler i havn for motor efter nogle dejlige timer i Kerteminde bugt. Fulde af frisk luft.
Resten af eftermiddagen hygger vi i havnen og slappeprp af. Den rene terapi i det skønne vejr.

Ved 17-tiden bryder vi op og sætter kursen mod Søparken 109. Da vi når Storebæltsbroen sover pigerne!

En helt igennem god pludselig indskydelse har fået en ende. 

Mandag den 5. maj. En historisk dag, men det var ikke befrielsen i 1945, der stod øverst i vore tanker. Nej det var Astrids første dag i SFO´en og i øvrigt også Christines fødselsdag.

Alt var klart. Skoletaske med nyt penalhus og madpakke og solen skinnede da vi cyklede op til  det nye. Astrid var spændt og havde sommerfugle i maven.

Efter en kort goddag-seance tog pædagogerne blev de voksne pænt lempet ud af “klassen” så børnene kunne være for sig selv.
I år er der tre klasser der skal begynde på skolen efter sommerferien og man har valgt at inddele de nye SFO-børn i tre klasser allerede, så børnene allerede nu kan lære deres klassekammerater at kende. En udmærket ordning.

Efter en lille times tid hvor børnene havde været på vandring rundt i det store område som SFO´en faktisk råder over, var der fri leg. Astrid viste far og mor rundt udenfor. En halv times tid senere, forlod vi SFO´en og Astrid var helt på egen boldgade.
Ved 15-tiden hentede vi en træt, men glad Astrid.

Der er nu gået lidt over en uge og Astrid er glad for sin SFO, men samtidig savner hun også sine veninder fra børnehaven. Det er svært at begynde et nyt sted hvor man ikke kender nogen. Det er svært at forlade en god børnehave, hvor man er pot-og-pande med ens veninder.
Men der er ingen tvivl om at Astrid er klar til de nye udfordringer SFO´en og senere skolen.  

Så oprandt dagen. Fredag den 30 april 2008, var Astrids sidste dag i børnehaven. En æra er slut.
Vi havde prøvet i løbet af den seneste måned at forberede Astrid på at det rent faktisk snart var slut. Og de forberedelser var vist godt givet ud, for der var ikke nogen tvivl om at hun var bevidst om at det ikke var en helt almindelig afsked vi tog, da vi forlod afslutningscirkusforestillingen ved halv otte-tiden, Der blev krammet og vinket farvel til både veninder og pædagoger.

Det blev en rigtig god dag hvor alle børnene lavede cirkus, som de havde øvet lææææænge. Og de var så søde, de små pus. Lige så søde og dygtige, som kun forældre kan synes. Alle nød det og der var en god stemning både under forestillingen og til den efterfølgende medbragte mad.

Kl. ca. 19:30 begyndte vi at bryde op og børnene forstod faktisk godt at nu var det nu!
De krammede og vinkede og et par af pædagogerne havde en tåre i øjenkrogen. 

Jeg vil gerne vise min respekt og beundring for pædagogerne med følgende, som vi skrev til dem, på en lille afskedsgave:

Kære voksne i Mælkevejen
På Astrids sidste dag i børnehaven vil vi gerne sige et stort tak til jer alle for de år Astrid har været under jeres vinger. I har givet Astrid den aller bedste ballast til at kunne klare sig socialt fremover og I har alle sammen en stor del af æren for at Astrid har fået en god start i livet.
I er dygtige og professionelle og man føler altid at I har tid til netop vores barn. I har givet nærvær og en professionel form for kærlighed på den gode måde.
Vi er meget taknemmelige for jeres indsats.
Rigtig god vind fremover til jer alle.
Knus fra
Theo og Christine

Som det mest naturlige, sidder jeg lørdag ved tolv-tiden og drikker min morgenkaffe i haven. Jeg har haft nattevagt og er derfor stået sent op. Jeg tænker ikke videre over at jeg faktisk sidder i t-shirt og lytter til fuglesang, mens jeg tyller kaffe i mig. Man vænner sig lynhurtigt til at vejret er til at holde ud at være ude i.

Pludselig spidser jeg ører!
En dyb brummen i det fjerne, lister sig ind i mine øregange og omsættes straks til et billede i min hjerne. Denne dybe brummende lyd, der kun bevæger sig ganske langsomt, kender jeg.  
Jeg får på sekunder mit 48 årige korpus op af stolen og er som en 18-årig lynhurtigt inde i stuen, for at hente kameraet. Den, i de sekunder, unge spænstige krop, suser derefter ud på vejen. 
Jeg kigger op mod lyden, der nu er blevet kraftigere og dybere. 
Og dér er den så – DC-3´eren!
Majestætisk glider den over himlen med sin dybe smukke baryton.
Den er på sin første passagerflyvning i år.
Mens jeg misunder de heldige asner, der sidder i flyet over alle fly, snupper jeg et enkelt foto og nyder derefter bare at se den gamle dame forsvinde over husene. 
Jeg bliver stående lige til jeg ikke kan høre dens smukke stemme mere.
Og så går det op for mig:

Det er forår – for DC-3´eren flyver.  

For ca et halvt år siden gik det op for os. Astrid skal starte i skole!
Det er ikke til at fatte, men sådan er det. Det virker som om hun altid har været her og alligevel er det kun få år siden hun kom til verden. Ufatteligt!
Og nu vil hun altså i skole!
Og når man skal begynde i skole vil man rigtig gerne have en skoletaske og alt det der tilbehør.
skoletasken blev købt i vinter og for få dage siden valgte Astrid sit første penalhus. Hun fik selv lov til at vælge og hun forelskede sig hurtigt i et, men hun måtte lige se hvad der ellers var af udvalg. Et helt lyserødt fristede voldsomt, men hun kom ret hurtigt tilbage til det lilla/røde som hun havde set først.
Det blev købt og taget med hjem.  
Straks skulle det prøves ved spisebordet. Der er tegneblyanter, en blyantspidser, kuglepenne og en tegnetrekant, som straks blev udforsket. Astrid elsker at tegne og skrive og det var en fornøjelse at se hende være så glad for sin nyerhvervelse.
Astrid var så glad for sit penalhus og der var ingen tvivl i hendes sind da vi skulle i seng den aften (og den næste også):
Penalhuset skulle med!
Hun puttede det under dynen og så forventningsfuldt på det en tid. Hun havde svært ved at falde til ro. Tankerne om alt det der skal ske sammen med dét penalhus har sikkert kørt godt og grundigt rundt i hendes hovede.
Hun fandt selv en løsning på problemet, for pludselig tog hun penalhuset i sine hænder og krammede det ind til sig som var det en tøjbamse. Så lukkede hun øjnene og faldt i søvn med det skønneste   udtryk i hendes lille skønne ansigt.

Skrevet af Theo