En pludselig indskydelse

“BIB BIB!”
En SMS beeper ind på Christines telefon søndag formiddag, mens vi sidder og bader i 25 graders sol udenfor. Beskeden er fra Berit og Jens fra Fyn. Der står noget i retning af:
“Vi ligger i Kerteminde bugt, børnene leger på dækket og det er næsten som om man var i Spanien…..”
Vi aner ikke hvad vi skal lave i pinsen og beskeden frister så meget at vi returnerer den med:
“Serveres der kaffe på sådan en båd?”  
“Ja da”
Så ved 6-tiden om aftenen kører vi alle fire til Fyn og ankommer til en smilende Kerteminde. Vi parkerer på havnen og tøffer ned for enden af mole 4 hvor vi modtages af solbrune venner og en hvid X-102.

Kort tid efter sidder vi alle bænket i cockpittet med en øl og nyder livet. Det er varmt – sådan rigtigt varmt, også da solen er ved at forsvinde ved halv ti-tiden. Det er sommer for nogle dage.

Vi har fået husly hos en anden god ven, Lili, og sent kører vi til Hundslev og tørner ind alle 4 og sover som sten til en hane vækker os ret tidligt næste morgen.
Vi er ret hurtigt ude af fjerene og køber frisk morgenbrød og rigtige fynske brunsviger (det er kun fynboer der kan lave en god brunsviger) hos bageren i Kerteminde. Solen steger allerede og det er en urtolig god fornemmelse at være “hjemme” i Kerteminde. Så velkendt og dog en smule fremmed. Det er snart 4 år siden vi forlod denne lille, skønne plet.

Der er dækket op – ikke på dækket – men i kahytten og vi gufler rundstykker, skyllet ned med god kaffe til vi er mætte. Klare til at sejle ud i bugten.

En times tid senere tøffer vi ud af havnen. Båden lægger sig lidt på skrå da vi fanger vinden, men det er ikke voldsomt. Børnene leger i kahytten, pigerne snakker og jeg får “pinden” og efter et par gode råd fra Jens styrer jeg båden uden problemer. Selvom det er mange år siden jeg har sejlet et “skib” kan jeg godt mærke hvordan man gør og fornemmer vinden og hvordan båden skal styres for at gå optimalt.
Det er fedt!

Vi styrer mod Romsø og en times tid senere er vi tæt på. Desværre er tiden ikke til at vi går i land. Det kunne ellers have været interessant. Vi nåede aldrig at besøge øen da vi boede i Kerteminde. Men vi skal være i Kerteminde kl. 13 hvor Johanne skal mødes med gamle klassekammerater fra Rynkeby Lilleskole, så vi vender 180 grader og sejler tilbage. 

Vinden frisker mere og mere op, dog uden at det bliver så voldsomt at der ikke er mulighed for ungerne at være på dagget. Johanne og Astrid sidder sammen ude foran med benene ud over rælingen og hygger sig sammen i over en halv time. Dejligt at se at de to har og kan noget sammen.

Vi sejler i havn for motor efter nogle dejlige timer i Kerteminde bugt. Fulde af frisk luft.
Resten af eftermiddagen hygger vi i havnen og slappeprp af. Den rene terapi i det skønne vejr.

Ved 17-tiden bryder vi op og sætter kursen mod Søparken 109. Da vi når Storebæltsbroen sover pigerne!

En helt igennem god pludselig indskydelse har fået en ende. 

 

Farvel børnehave – goddag SFO

Mandag den 5. maj. En historisk dag, men det var ikke befrielsen i 1945, der stod øverst i vore tanker. Nej det var Astrids første dag i SFO´en og i øvrigt også Christines fødselsdag.

Alt var klart. Skoletaske med nyt penalhus og madpakke og solen skinnede da vi cyklede op til  det nye. Astrid var spændt og havde sommerfugle i maven.

Efter en kort goddag-seance tog pædagogerne blev de voksne pænt lempet ud af “klassen” så børnene kunne være for sig selv.
I år er der tre klasser der skal begynde på skolen efter sommerferien og man har valgt at inddele de nye SFO-børn i tre klasser allerede, så børnene allerede nu kan lære deres klassekammerater at kende. En udmærket ordning.

Efter en lille times tid hvor børnene havde været på vandring rundt i det store område som SFO´en faktisk råder over, var der fri leg. Astrid viste far og mor rundt udenfor. En halv times tid senere, forlod vi SFO´en og Astrid var helt på egen boldgade.
Ved 15-tiden hentede vi en træt, men glad Astrid.

Der er nu gået lidt over en uge og Astrid er glad for sin SFO, men samtidig savner hun også sine veninder fra børnehaven. Det er svært at begynde et nyt sted hvor man ikke kender nogen. Det er svært at forlade en god børnehave, hvor man er pot-og-pande med ens veninder.
Men der er ingen tvivl om at Astrid er klar til de nye udfordringer SFO´en og senere skolen.  

 

TAK KÆRE BØRNEHAVE!

Så oprandt dagen. Fredag den 30 april 2008, var Astrids sidste dag i børnehaven. En æra er slut.
Vi havde prøvet i løbet af den seneste måned at forberede Astrid på at det rent faktisk snart var slut. Og de forberedelser var vist godt givet ud, for der var ikke nogen tvivl om at hun var bevidst om at det ikke var en helt almindelig afsked vi tog, da vi forlod afslutningscirkusforestillingen ved halv otte-tiden, Der blev krammet og vinket farvel til både veninder og pædagoger.

Det blev en rigtig god dag hvor alle børnene lavede cirkus, som de havde øvet lææææænge. Og de var så søde, de små pus. Lige så søde og dygtige, som kun forældre kan synes. Alle nød det og der var en god stemning både under forestillingen og til den efterfølgende medbragte mad.

 

Kl. ca. 19:30 begyndte vi at bryde op og børnene forstod faktisk godt at nu var det nu!
De krammede og vinkede og et par af pædagogerne havde en tåre i øjenkrogen. 

Jeg vil gerne vise min respekt og beundring for pædagogerne med følgende, som vi skrev til dem, på en lille afskedsgave:

Kære voksne i Mælkevejen
På Astrids sidste dag i børnehaven vil vi gerne sige et stort tak til jer alle for de år Astrid har været under jeres vinger. I har givet Astrid den aller bedste ballast til at kunne klare sig socialt fremover og I har alle sammen en stor del af æren for at Astrid har fået en god start i livet.
I er dygtige og professionelle og man føler altid at I har tid til netop vores barn. I har givet nærvær og en professionel form for kærlighed på den gode måde.
Vi er meget taknemmelige for jeres indsats.
Rigtig god vind fremover til jer alle.
Knus fra
Theo og Christine

 

Den søde brummen af forår

Som det mest naturlige, sidder jeg lørdag ved tolv-tiden og drikker min morgenkaffe i haven. Jeg har haft nattevagt og er derfor stået sent op. Jeg tænker ikke videre over at jeg faktisk sidder i t-shirt og lytter til fuglesang, mens jeg tyller kaffe i mig. Man vænner sig lynhurtigt til at vejret er til at holde ud at være ude i.

Pludselig spidser jeg ører!
En dyb brummen i det fjerne, lister sig ind i mine øregange og omsættes straks til et billede i min hjerne. Denne dybe brummende lyd, der kun bevæger sig ganske langsomt, kender jeg.  
Jeg får på sekunder mit 48 årige korpus op af stolen og er som en 18-årig lynhurtigt inde i stuen, for at hente kameraet. Den, i de sekunder, unge spænstige krop, suser derefter ud på vejen. 
Jeg kigger op mod lyden, der nu er blevet kraftigere og dybere. 
Og dér er den så – DC-3´eren!
Majestætisk glider den over himlen med sin dybe smukke baryton.
Den er på sin første passagerflyvning i år.
Mens jeg misunder de heldige asner, der sidder i flyet over alle fly, snupper jeg et enkelt foto og nyder derefter bare at se den gamle dame forsvinde over husene. 
Jeg bliver stående lige til jeg ikke kan høre dens smukke stemme mere.
Og så går det op for mig:

Det er forår – for DC-3´eren flyver.  

Sov med den om natten….

For ca et halvt år siden gik det op for os. Astrid skal starte i skole!
Det er ikke til at fatte, men sådan er det. Det virker som om hun altid har været her og alligevel er det kun få år siden hun kom til verden. Ufatteligt!
Og nu vil hun altså i skole!
Og når man skal begynde i skole vil man rigtig gerne have en skoletaske og alt det der tilbehør.
skoletasken blev købt i vinter og for få dage siden valgte Astrid sit første penalhus. Hun fik selv lov til at vælge og hun forelskede sig hurtigt i et, men hun måtte lige se hvad der ellers var af udvalg. Et helt lyserødt fristede voldsomt, men hun kom ret hurtigt tilbage til det lilla/røde som hun havde set først.
Det blev købt og taget med hjem.  
Straks skulle det prøves ved spisebordet. Der er tegneblyanter, en blyantspidser, kuglepenne og en tegnetrekant, som straks blev udforsket. Astrid elsker at tegne og skrive og det var en fornøjelse at se hende være så glad for sin nyerhvervelse.
Astrid var så glad for sit penalhus og der var ingen tvivl i hendes sind da vi skulle i seng den aften (og den næste også):
Penalhuset skulle med!
Hun puttede det under dynen og så forventningsfuldt på det en tid. Hun havde svært ved at falde til ro. Tankerne om alt det der skal ske sammen med dét penalhus har sikkert kørt godt og grundigt rundt i hendes hovede.
Hun fandt selv en løsning på problemet, for pludselig tog hun penalhuset i sine hænder og krammede det ind til sig som var det en tøjbamse. Så lukkede hun øjnene og faldt i søvn med det skønneste   udtryk i hendes lille skønne ansigt.

Skrevet af Theo